Turen til Kenya d. 10. maj 1996 var arrangeret af Albatros i samarbejde med RCI. Flyveturen fra København til Nairobi foregik med Kenya Airways med en mellemlanding i Arlanda. Alt i alt en flyvetur på ca. 9 timer natten over, så vi kunne fortsætte mod vores første indkvartering i Masai Mara Nationalpark tidligt om morgenen. Vejen dertil var ca. 300 km ad veje, som ikke kan beskrives, de skal opleves. Der var så store og så mange huller at vi meget af tiden kørte i grøfterne langs vejen i snart højre og snart venstre side. De har højrekørsel; men det var bestemt ikke altid til at se. Langs ruten så vi allerede nogle af dyrene, de første var giraffer. Ved et udsigtspunkt på kanten af The Great Rift Valley gjorde vi et kort ophold for at nyde den storslåede udsigt, her var også en bod med souvenir. Ved indkørslen til Masai Mara blev vi mødt af en flok masai kvinder, der ville sælge forskellige kæder lavet af perler og træ, vi måtte ikke fotografere dem, da de er bange for at de så mister deres sjæl, men sjælen er til salg. Efter en meget anstrengende rystende og uafbrudt rejse fra vi forlod Horsens fredag morgen nåede vi frem til Keekorok Lodge lørdag eftermiddag. Lodgen blev, som den første i Masai Mara, bygget i 1966 og havde i 1967 vores kongefamilie som gæster. En lækker, veltilberedt lunch med deres fortræffelige kenyanske øl til, gav os fornyet energi og trætte, snavsede med meget spændte kørte vi af sted på vores første game drive.

I savannens høje græs skjulte sig en stor han løve, pludselig dukker én mere frem. Andre dyr er mere synlige, så som elefanter, giraffer, som majestætisk skrider af sted mens flokke af impalaer og gazeller går roligt og græsser. Vi holder i behørig afstand og betragter et sort næsehorn, der dog ser ud til at være ret ligeglad med os. Pludselig samles skyerne og regnen bryder løs. Kort men heftigt.

De har virkelig sans for at give os gode kulinariske oplevelser. En kok tilbereder morgenægget efter behag og der ikke mindre end 5 forskellige slags friskpresset frugtjuice at vælge imellem. En marabustork kommer og ser nærmere på, hvad morgenbordet byder på. Det er fascinerende. På fliserne hopper glansstære fornøjede rundt.

På én af game drivene kører vi til Mara floden, som danner grænse til Tanzania, der vrimler det med flodheste og vi ser også en enkelt krokodille. Det lykkedes at få adskillige dyr at se, udover de tidligere nævnte har vi set tobier, gnuer, gepard med fire unger, bavianer, zebraer, vandbukke, jakaler, vortesvin, flagermusøreræv, leopardskildpadde, strudse, gribbe, krontraner, sortbrystet slangeørn, sekretærfugle, perlehøns med kyllinger, saddelnæbstork, hvidbrystet ørn, ellekrage, ugle og jordnæsehornsfugle. 

En aften kom en flok unge masaier og underholdt os med deres karakteristiske dans. De frembringer nogle dybe gutturale lyde og bevæger sig i ring med en vuggende gang. På skift træder de ind i ringen og hopper, de kan hoppe utrolig højt.

Den dag vi forlader Keekorok Lodge besøger vi en masai landsby. Masaierne er høje, slanke og stolte folk, der ernærer sig af kvæghold. Omkring landsbyen er der en masse tornede grene til beskyttelse mod de vilde dyr. De lever hovedsagelig af majspandekager og mælk blandet med blod. Ved festlige lejligheder spiser de kød. F.eks. ved omskæringsfesten slagtes et dyr. Deres børn omskæres i 6-års alderen. De får mange børn, jo flere børn des mere agtelse; men desværre er AIDS meget udbredt iblandt dem. Når drengene er 12 - 13 år sendes de ud for at blive jægere og lære at klare sig selv. De må herefter ikke længere komme og sove i deres mors hytte. I denne periode er de smurt ind i mælk. 
Det er kvinderne, som bygger hytterne. De opføres af pinde som påsmøres kogødning blandet med lerjord, det tager ca. 3 uger. Inde i hytten er der næsten fuldstændig mørkt. På ildstedet ulmer en akaciegren for at holde insekterne væk. Stanken i hytterne er slem og røgen, der svider i øjnene kan ikke overdøve stanken. Pigerne bortgiftes i 12-års alderen og koster fra 7 - 9 køer. Første kone køber familien til den unge mand, de øvrige må han selv købe. Hvis 1. kone er klog vælger hun en smuk pige til 2. kone. Hver kone bygger en hytte.
På vej til lufthavnen kom vi til Nairobi i myldretiden. Ved stoppestederne stod i hundredvis af folk og ventede på busserne, som allerede var så fulde, at folk hang udenpå dem.

Ved ankomsten til Africana Sea Lodge ca. 50 km syd for Mombasa fik vi en forfriskning, en kokosnød med frisk kokossaft. Om morgenen bliver vi vækket før klokken seks af fuglesang, og det er ikke solsort! Regnen øser ned, men det er varmt. Vi får igen udsøgt morgenmad. Friskpresset frugtjuice, frugter, pandekager med sirup eller syltetøj, æg og bacon, omelet med fyld efter ønske og flere forskellige slags friskbagt brød. På bjælkerne under loftet sidder aber og venter på at få lejlighed til at stjæle en godbid. Tidligere på morgenen har de myldret rundt mellem hytterne og spist næsten alle hawaiiblomsterne!
Ved middagstid ville vi gå langs stranden til det nærliggende Diani Chopping Center, der var ikke overvældende mange folk, men dog en jævn trafik frem og tilbage. Erik havde lige filmet nogle næsehornsfugle og lagt videokameraet ned i tasken igen, da vi pludselig og uden varsel blev slået ned bagfra af et par unge indfødte.  De fik fat i tasken med videoen og flygtede ind i beplantningen. En indfødt pige på en nærliggende bar ydede førstehjælp, mens ejeren alarmerede politi og vagtpatruljen, som hurtigt kom til stedet og begyndte eftersøgningen. De var bevæbnet til tænderne og havde jernplader, en slags skjolde på armene. Det lykkedes dem ikke at finde de to, og godt det samme. Et par fattige unge mennesker, formentlig uden arbejde eller uddannelse. Barens ejer kørte os til lægen, som var inder med en flot rød turban. Dr. Rehki var meget omhyggelig og syede seks sting ved Eriks øje.

Vi besøgte landsbyen, hvor nogle af de ansatte på hotellet boede. Der er en verden til forskel på den måde de lever på og  det som vi oplever på hotellet. Landsbyens lokale overhoved, kokosmanden og hans koner viste os hvordan de bruger forskellige primitive redskaber. Selv klatrede han adræt op i en høj kokospalme for at hente nødder til os. Vi fik sukkerrør at tygge på samt nogle rodfrugter, som de bruger, de smagte som rå kartofler. Byens medicinmand nedkaldte ånder for at se om nogen af os var syge, det konstaterede han og forsøgte derpå at sælge forskellige medikamenter.

I en nærliggende lidt større by, Ukunda, besøgte vi en slangefarm. Dyrene blev taget ud, så vi rigtig kunne se dem og røre dem, hvis vi havde lyst. Her i denne by lå også politistationen, hvor vi skulle hente rapporten om overfaldet. På vej dertil blev vi stoppet af færdselspolitiet. Vi troede at det var fordi blinklyset ikke virkede og chaufføren var nødt til at række en arm ud ad vinduet, når vi skulle dreje. Men det viste sig, at der ikke var betalt forsikring for kørsel med passagerer!!
Nær Ukunda er vi på besøg i den skole, hvor vores guide, Lone Dahl gør et enormt arbejde. Der er ikke undervisningspligt og kun hvis forældrene har råd til at betale og give børnene skoleuniform kan de komme i skole. Lone skaffer sponsorater blandt turister og giver selv forskellige materialer til skolen. Skolens rektor var dybt fornærmet over, at hun ikke ville give ham en bil eller i det mindste penge!!

En anden dag kører vi til Mombasa. Byen ligger på en ø. Her bor ca. 700.000 af Kenyas ca. 28. mil. indbyggere. Der er to broforbindelser og én færgeforbindelse til øen. Vi tager færgen, overfartstiden er 5 min. Ventetiden varierer fra 15 til 60 min. Vanddybden i renden er 160 m.
Her ser vi det lokale kødmarked, hvor der ikke ser ud til at være veterinær kontrol og stanken er ubeskrivelig. Havnen, hvor havnearbejderne slæber de tunge byrder på nakken, som vi har set på film og ikke troede fandt sted i virkeligheden. Det er strengt forbudt at fotografere her, de ønsker ikke at få deres elendighed foreviget og vist videre. 
På hjemturen besøger vi en træskærerfabrik. Arbejderne sidder under halvtag og skærer de fineste kunstværker ud. De fleste af træskærerne var "høje" af at tygge khat nogle lå og sov rusen ud. I et lokale ved siden af kan vi købe deres ting. På en tavle udenfor slås numrene op, og herefter kan de hente penge for deres arbejde.
På hjemrejsedagen skal vi meget tidligt op. Morgenmaden serveres på den nærliggende restaurant Jadini Beach kl. 3.30. Om natten har det regnet en del, vandet står højt på havegangene og vi vader i vand, luften er varm og klam, sveden løber os ned ad ansigterne, mens vi spiser.
Køreturen til lufthavnen i Mombasa er ikke uden dramatik. Den bil vi kører i går i stå flere gange. Straks standser de andre biler som vi følges med også. Det er ikke helt ufarligt at stoppe på vejen og selv om vi ikke forstår, hvad der bliver talt om, da de taler swahili indbyrdes, mærker vi de indfødtes nervøsitet.
Nogle af os fløj med en lille Fokker, der skulle mellemlande i Malindi. Vejret var klart og vi kunne se Kilimanjaro i Tanzania. Også på turen fra Nairobi og hjem kunne vi se landskabet skifte under os. Sahara, Middelhavet, Italiens kystlinie og sneklædte bjergtinder i Østrig.
"Asanta sana." Kenya vi ses igen.

Til Top

Parrot Watching i Australien.

Af Anni Roskilde
Vi var en gruppe på 18, som mødtes i Karen Blixen Cafeen, vidt forskellige mennesker med én stor fælles interesse, fugle, i særdeleshed papegøjer. De fleste havde været på lignende rejser før, men for os (Erik, René og jeg) var det første gang.
Flyveturen derud var i betragtning af længden ikke så anstrengende.

Det startede med sightseeing i Sydney, hvor vi også så byen fra seaside, mens vi sejlede rundt og spiste frokost på det gode skib ”Bounty”. Det var også meget spændende, at se Opera Huset. Et virkeligt imponerende bygningsværk.

Allerede første dag mødtes vi med synet af Stor Gultoppet Kakaduer, som havde rede i et stort træ lige overfor det hyggelige hotel, som vi boede på i Sydney. Hotellet ligger lige overfor en stor park, Centennial Park,

hvor det vrimlede med alle mulige fugle bl. a. Latterfugle, Ibis, Topduer, Blå Rørhøne, Regnbue Lorier, Pennant Parakitter,  Nøgenøjet Kakaduer og mange flere. Overalt så vi Rosa Kakaduer, det var et utrolig smukt syn, at se dem flyve omkring.

Syd for Sydney ligger et stort område, hvor der findes forskellige biotoper: slette, skov og regnskov. I dette område ligger Barren Grounds Bird Observatory. Her blev vi indkvartet i en ret simpel hytte i skoven.  Bussen  kunne ikke køre helt til stedet, så vi måtte  bære vores bagage det sidste stykke. Da vi nærmede os hytten, blev der pludselig sagt ”stille”.

Der, ikke mere end nogle få meter fra hytten, sad et par Gang Gang Kakaduer (Hjælm Kakaduen, som tilfældigvis også er i gruppens logo) i et træ ikke særlig højt oppe og spiste. Så kan det nok være, at vi fik smidt pakkenellikerne og fundet kameraerne frem. De blev heldigvis siddende uanfægtet og spiste videre, så alle nåede at få dem i ”kassen”.

Her på stedet fandtes foruden Gulhalede Ravnekakaduer,  Pennanter, Konge Parakitter og en overflod af forskellige små Finker og Honningædere også den flygtige Jord Papegøje.
Vi var ude på sletteområdet, hvor den skulle findes, lige ved solnedgang og ved daggry for at lytte efter den. Vi hørte den flere gange, mens vi stod der i den bidende kolde vind og krøb sammen. Endelig den sidste dags aften blev den set, eller nok rettere skimtet, for det er ikke ret lyst, når den bevæger sig.

Vore unge værter gjorde et stort arbejde, for at vi skulle få så mange naturoplevelser som muligt med og også føle os godt tilpas trods de primitive forhold. De fortjener stor ros. Der blev  arrangeret tur til Bomaderry Creek og Carrington Falls, og Raul viste os, hvordan de indfanger, ringmærker og registrerer fuglene. Efter det kølige område, hvor der var rimfrost, den morgen vi rejste derfra, var det en stor omvæltning at komme til Alice Springs. Her var der mindst 30 grader i skyggen og der var bestemt ikke skygge, der hvor vi slog telte op i ørkenen ved Glen Helen Gorge, i en fold, som ellers så ud til at være beregnet til indfanget kvæg! Bortset fra, at der var bålplads i midten.

En anden meget iøjnefaldende forandring var landskabet. Vi kom fra et helt grønt område, hvor sletterne, buskene og mange træer blomstrede.
Vores chauffør, David, der også fungerede som guide og kok, tilberedte det lækreste måltid over bålet, og der var en skøn stemning om aftenen under den fantastiske stjernehimmel.

Udover at vi så en hel del Port Lincoln Parakitter var det småt med fugle (papegøjer) i området bortset fra den allesteds nærværende Willie Wagtail og en masse forskellige andre småfugle.

Teltpælene måtte flyttes, vi måtte søge andre steder. Vi havde set en stor flok Rødhalet Ravnekakadue lige ved lufthavnen i Alice Springs, så der gik turen tilbage til.

Vi kørte igennem et område, som tilhører de indfødte oprindelige indbyggere i Australien,  aboriginer. Det er ikke tilladt at stoppe og gå udenfor vejen, men det er ikke så let at overholde forbudet, når der er udsigt til Mangefarvet Parakit. Vores snarrådige leder på turen, Peter, fik uheldigvis et anfald af køresyge lige på det sted!
I et supermarked ved en tidligere tysk missionsstation, Hermannsburg, fik vores chauffør et tip om, hvor der muligvis kunne ses Undulater og Rødhalede Ravnekakaduer. Der var ca. 70 km dertil, på vej derud så vi Inka Kakaduer, skønt, skønt. Vi fandt stedet, hvor der lå en masse fjer fra Ravnekakaduerne, det viste sig, at det var et sted, hvor de kom og overnattede. Vi satte os til at vente. Der kom nogle og satte sig, men de var tydeligvis klar over vores tilstedeværelse. De enorme flokke fortsatte forbi, og vendte først tilbage, da vi forlod stedet. Der var over 200, det var helt fantastisk at se og høre; de har nogle meget karakteristiske skrig.

Vi mødtes med nogle fra Ornitologisk Forening, som ville vise os et vandhul, hvor de havde opdaget, at Bourke’s Parakitten kom og drak. Det var et godt stykke fra alfarvej i bushen. I god tid før solen gik ned satte vi os fuldstændig stille i nærheden af vandhullet og ventede. Det var en ubeskrivelig oplevelse, og fornemmelsen af tid forsvandt, mens solen gik ned i horisonten og i halvmørket dukkede Bourke’s Parakitterne pludselig op. De fløj ikke direkte til vandet, men landede bag en vold og kom så gående ned til vandkanten. Det var et syn, som ikke ret mange i virkeligheden har set, og det var betagende, selv om vi skulle anstrenge os for at se dem.
Mens stjernerne tændtes og en lille liggende halvmåne lyste, blev der tændt bål, og vi fik barbecue der under den smukkeste himmel i verden.

Dagen efter så vi noget andet helt usædvanligt. Der, ved Alice Springs midt i det enorme tørre ørkenområde, var der en masse strand- og vadefugle. De holdt til i og ved nogle store vandbassiner, som var der i forbindelse med byens rensningsanlæg.

Efter det tørre område midt i Australien, fløj vi til Cairns i det tropiske Queensland. Herfra skulle vi straks videre næste morgen til Lakefield Nationalpark ved Princess Charlotte Bay. Vi nåede dog at se en masse Regnbue Lorier i et træ udenfor hotellet i Cairns.

Til Lakefield Nationalpark ankom vi i små chartrede fly, landingsbanen på det sted er ikke andet end en jævn mark. Vi blev indkvarteret i hytter på pæle nær en lagune. Lotus Bird Lodge. 
Der på stedet kunne vi se rigtig mange fuglearter. I et træ lige ved én af hytterne havde en Papuan Frogmouth rede. Den Blåvingede Latterfugl holdt også til lige udenfor, samt Forest Kingfisher. Desuden var der en masse gæs, ænder og hejrer i søen. En aften så vi også en vild gris der.

Det var enormt interessant at besøge Sue Shepard og se det område, hvor hun har gjort et stort arbejde for at bevare og forøge bestanden af Guld-skuldret Parakitter. Guld-skuldret bygger rede i termitboer.

For at begrænse skjulesteder for Butcherbird, som tager ungerne i rederne,  brænder Sue området af således, at der ikke kan gro for mange træer op. Efter at have vist os rundt, bød Sue os på kaffe, te og kage i hendes køkken. En virkelig flot gestus.

Der var også Rosellaer, Gul-toppet Kakaduer,  Regnbue Biædere og Ring Astrilder. Biæderen har et vist samarbejde med Guld-skuldret, idet den giver advarselslyd til Guld-skuldret, når de fouragerer på jorden.

Sejlturen på floden gennem mangroveskoven var en uforglemmelig oplevelse. Foruden en Fiskeørn og nogle Kakaduer så vi en enkelt krokodille, der var ellers otte på den strækning, fortalte bådføreren.
På turen tilbage til Lodgen så vi et par Dingoer samt Hejrer, Ibis og Ske storke, der var også en slags puppe i et træ med Grønne Træ myrer. De var meget aggressive og bed voldsomt.

En dag så vi en stor varan gå mellem hytterne og søge efter insekter. Den var ikke særlig bange,  og lod sig villigt fotografere. På badeværelserne havde vi nogle små frøer med sugekopper på fødderne, der var mindst to i hvert badeværelse, forsikrede vores værtinde! Det var ikke så galt, men vi fik også en anden gæst i vores badeværelse. En overdimensioneret edderkop, den var større end frøerne, så den blev omgående aflivet.
Lydene der på stedet hører til noget af det, som vi ikke glemmer, det var skønt at høre når naturen vågnede, de første små lyde og lidt efter lidt et inferno af lyde fra forskellige fugle og insekter.

Efter tre dage i den tropiske regnskov, fløj vi via Cairns til minebyen Mt. Isa, hvor vi skulle bo på West Leichhardt Station. En ægte australsk kvægfarm på 125.000 hektar, hvor de foruden ca. 7.000 stk. kvæg også havde 60 rideheste. Vores fugleguide der, Bob Forsyth, ville vise os alt, selv de mindste honningædere og finker i området.
Vi havde et skønt ophold der, hvor vi boede i et tæt forhold til familien. I deres dejlige, frodige have, hvor vi også spiste, var der et stort mangotræ. 

Her så vi en masse Rødvingede Parakitter sidde og guffe umodne mangofrugter. Der var også store flokke af Rosa Kakaduer, og ved en lille sø tæt ved, så vi Zebrafinker og Ringastrilder komme og drikke. Der var også mange Cloncurry Parakitter. Ved en lidt større sø ikke så langt fra gården kunne vi i de tidlige morgentimer se flokke af Undulater og Nymfe Parakitter komme og drikke.

En dag kørte vi ind til byen og besøgte nogle fugleholdere og dyrehandleren, som også selv havde volierer hjemme. Det var meget interessant  at se, hvordan  de havde indrettet sig. Der var egentlig ikke særlig stor forskel fra vore hjemlige volierer.

Så kom dagen, hvor vi skulle ud og se det sted, hvor Natpapegøjen skulle være set sidst. Vi kørte derud, så vi var på stedet lidt før solnedgang, delte os i et par grupper, og gik hver sin vej. På stedet fandtes græsset, hvis frø den lever af. Vi undersøgte stedet grundigt, men desværre hverken hørte eller så vi den. Mysteriet om den sjældne, måske uddøde fugl lever videre.

Den sidste dag skulle vi en tur ud til én af ranchens 20 søer, den lå temmelig langt borte, vi havde madkurv med. Undervejs så vi en lille flok af de ca. 100 vilde kameler, som findes på ejendommen. Vi beundrede også Ron’s kvæg.

Det var en meget smuk sø, der var Sorte Svaner med unge, Andefugle, Hejrer, Slangehalse, Kingfisher og rigtig mange Biædere. 

Tilbageturen på det åbne lad blev en meget støvet fornøjelse, idet Ron kørte godt til, efter Lars’ udsagn 80 – 100 km/t. Det endte da også med en punktering, men med mange flittige hænder, gik hjulskiftet hurtigt

Næste ophold var 3 timers kørsel syd for Brisbane på en vingården, Happy Vally, lidt udenfor byen Stanthorpe.  Vores chauffør og guide, Roy Sonnenburg,  var også ornitolog. Vi havde, som de andre steder fuglene lige udenfor vores dør. Her var både Rosellaer, Pennanter, Latterfugle og mange forskellige småfugle. På en tur fik vi øje på nogle Sangparakitter, som gik på en mark et stykke fra vejen. Det var så heldigt, at det var en fugleholder, som boede i huset ved siden af. Peter var ikke sen til at banke på og spørge, om vi måtte komme ind og se hans fugle. Han havde en masse volierer i baghaven, men frem for alt kunne vi nu komme ret tæt på marken med Sangparakitterne. De ligefrem strålede i deres farvepragt.
Vi besøgte Girraween Nationalpark, som er usædvanlig smuk, med en masse klipper og sten, som ser ud til at være anbragt med kunstnerisk smag for havearkitektur. Naturen er i sandhed forunderlig.

Der var også arrangeret tur til Sundown Nationalpark, her var vi heldige at komme ret nær ved de ellers meget sky kænguruer. Fuglene var vi derimod ikke så heldige med, der blev dog set en enkelt Turkis Parakit.

På vej tilbage til Brisbane kørte vi til Guld Kysten, hvor vi besøgte en fugle- og dyre park, Currumbin Wildlife Sanctuary, her fik vi lejlighed til at komme ind i opdrætsafdelingen, som ellers ikke er tilgængelig for publikum. Vi så bl.a. deres opdræt af Figenpapegøjer.

Sidste aften var vi alle inviteret til barbecue hos et dansk par, som bor i Brisbane. Det var en dejlig aften hos nogle meget søde mennesker, en perfekt afslutning på en perfekt og fuldstændig, fantastisk veltilrettelagt tur. Turen, hvor vi fik set ”vores” fugle i deres helt fantastiske naturlige omgivelser.

Det var en tur i selskab med dejlige, hyggelige mennesker med samme store interesse. Turen er bare helt uforglemmelig og har givet os mange dejlige minder. Vi håber engang at kunne mødes og få genopfrisket  dejlige oplevelser.

Til Top

Steile Bank i Ooster Dok, Amsterdam

Ved kaj i Leiden

Skibsmuseet i Amsterdam

Én af de mange smukke broer som vi
passerede undervejs på den fantastisk
smukke sejltur 

Anina. Knaldhamrende god madmor og
alt mulig andet ombord. Endog en brand i kaptajnens buksebag slukkede hun til stor jubel

Kurth. Vores chauffør, bartender og guide.
han sørgede for den gode stemning og
for at vi fik set det som er værd at se

Keukenhof med alle de flotte kig mellem
træer og blomsterbede

Det ene smukke panorama efter det andet
viser sig for vores øjne

Floreaden. Uforglemmelig flot og
fantastisk

Stor ros for rejsen til Bajstrup Rejser

Til Top